Boligadvokatens Ordbog

Advokatforbehold

Et forbehold der tages af en part i en ejendomshandel, typisk køberen, og som indskrives i købsaftalen. Gyldigheden af købers underskrift på kontrakten afhænger herefter af, at købers advokat godkender handlen. Forbeholdet formuleres typisk på den måde, at hvis købers advokat ikke har godkendt handlen inden for en vis frist, er købers underskrift på kontrakten ikke bindende.

Læs mere om Advokatforbehold her

Bankforbehold

Et forbehold der tages af en køber i en ejendomshandel, der sikrer at købers underskrift på købskontrakten ikke er bindende, førend købers bank har godkendt handlen i sin helhed.

Bankgaranti

En bankgaranti er købers garanti til sælger om betaling af købesummen ved deponering i sælgers pengeinstitut senest på overtagelsesdagen.

BBR-udskrift

Samling af de informationer om en ejendom, der er indeholdt i Bygnings- og Boligregistret (BBR), herunder bl.a. areal, beliggenhed og bygningens anvendelse.

Læs mere om BBR-ejermeddelelse

Boligadvokat

En advokat der er særligt specialiseret i bolighandel og er underlagt et bestemt etisk regelsæt, der skal sikre uvildig rådgivning. En køber kan ofte med fordel antage en boligadvokat som modvægt til sælger og dennes rådgiver, ejendomsmægleren.

Byggetilladelse

Tilladelse, der skal indhentes hos kommunen inden påbegyndelse af nybyggeri, ombygning, tilbygning, nedrivning mv.

Deponering af købesum

I forbindelse med en ejendomshandel, stiller køber almindeligvis en bankgaranti, der skal sikre betaling af købesummen. Senest på overtagelsesdagen deponeres pengene i sælgers pengeinstitut.

Ejendomsavanceskat

Beskatning af fortjeneste ved salg af fast ejendom. En undtagelse hertil er den såkaldte parcelhusregel, hvorefter man kan sælge sin private bolig skattefrit.

Ejendomsdatarapport

Samling af oplysninger om en fast ejendom fra offentlige myndigheder og registre, bl.a. BBR-oplysninger, tilstandsrapport og energimærke.

Læs mere om ejendomsdatarapport her

Ejerforening

I en bygning med flere ejerlejligheder, er det obligatorisk for den enkelte ejer at være med i ejendommens ejerforening. Ejerne af lejlighederne betaler til foreningen, som tager sig af drift og vedligeholdelse af selve ejendommen.

Ejerlejlighedskort

Kort over ejerlejlighederne i en ejendom, der viser hver enkelt lejligheds omrids og areal.

Ejerpantebrev

Pantebrev som en ejer af en ejendom udsteder til sig selv med det formål, at underpantsætte det til en långiver som sikkerhed for lånet.

Ejerskifteforsikring

Forsikring, der tegnes af køber i forbindelse med en ejendomshandel. Forsikringen dækker de skjulte fejl og mangler, der måtte vise sig efter overtagelsen, og som allerede eksisterede på overdragelsestidspunktet. For at kunne tegne en sådan forsikring, skal der udarbejdes en tilstandsrapport

Energimærke

Mærkning af en ejendom med et bogstav på en skala fra A til G alt efter hvor energivenlig ejendommen er. A er den mindst energikonsumerende, og G den mest energikonsumerende.

Læs mere om energimærkning her

Fortrydelsesret

En købers ret til at træde tilbage fra et boligkøb inden for en frist på 6 hverdage mod skriftlig underretning og betaling af 1% af købesummen til sælgeren.

Læs mere om fortrydelsesret på bolig her

Forureningsskema

Dokument, der viser, om der er registreret forurening på en grund, eller om der på grund af tidligere aktiviteter på grunden er risiko for forurening. Det udstedes af den region, i hvilken ejendommen er beliggende.

Grundejerforening

Sammenslutning af grundejere i et bestemt geografisk område. Foreningen skal varetage grundejernes interesser og kan eksempelvis repræsenterer dem i forhold til kommunen eller i forbindelse med lokale beslutninger som vedligehold af fællesarealer og lignende. Nogle steder er medlemskab obligatorisk, andre steder er det frivilligt.

Husforsikring

En forsikring af en bygning, der kun er obligatorisk, hvis der er lån i ejendommen og udstedt pantebrev til bank eller realkreditinstitut. I denne situation skal ejendommen som minimum være brandforsikret. Herudover kan man tegne forskellige tillægsdækninger, bl.a. en bygningskaskoforsikring, der typisk også indeholder en ansvarsforsikring og en retshjælpsforsikring.

Kurssikring

En fastlåsning af den kurs, til hvilken aftale om et lån indgås til. Inden lånet overtages, kan kursen både stige og falde, så med en kurssikring er man sikker på, at ens renteudgifter ikke vokser ud over den sikrede kurs. Til gengæld falder de heller ikke i tilfælde af et fald i renten, da risikoen for stigende eller faldende kurs bæres af realkreditinstituttet.

Købsaftale

Det dokument i en ejendomshandel, der juridisk binder køber og sælger. Det indeholder vilkårene for handlen og fastlægger de nærmere omstændigheder for overdragelsen.
Læs mere om købsaftalen her

Mangler

Mangler ved en fast ejendom er ikke altid det samme i almindelig forstand som i juridisk forstand. En bolig kan således nok være mangelfuld, men manglerne behøver ikke nødvendigvis statuere et erstatningsansvar for sælgeren. Således kan almindeligt slid og ælde af en bolig ikke karakteriseres som mangler i retlig forstand, hvis der i øvrigt er overensstemmelse mellem boligens alder og graden af slitage og typen af skader. Dertil kommer, at manglen skal have været til stede på tidspunktet for overdragelsen. Er den først opstået senere, kan sælger ikke være ansvarlig for den.

Pantebrev

Et dokument hvori låntager og långiver aftaler en panteret som sikkerhed for et lån. Pantebrevet tinglyses herefter på ejendommen for at registrere og sikre retten.

Privat fællesvej

En ve,j der i fællesskab benyttes af flere grundejere, hvis ejendomme ligger ud til den. For ejerne af disse grunde gælder det, at de dels har ret til at færdes på den private fællesvej, og dels at de samtidig har ansvaret for dens vedligehold. Ligger den private fællesvej i en byzone i modsætning til en landzone, har alle dog normalt ret til at færdes på den – også i bil.

Refusionsopgørelse

En metode til at regulere de økonomiske mellemværender, der opstår mellem køber og sælger i forbindelse med en ejendomshandel. Skæringstidspunktet er overtagelsesdagen, og sælger skal således betale de udgifter til ejendommen, der ligger inden denne dag, og køber dem der ligger efter.

Samejeoverenskomst

Aftale mellem to eller flere personer, der i fællesskab ejer en ejendom. I overenskomsten træffes aftaler om boligens brug, udgifterne hertil og pligter og rettigheder i forbindelse med samejets opløsning og eventuelt salg af boligen.
Læs mere om samejeoverenskomst her

Servitut

Begrænset rettighed der kan hvile på en ejendom og indskrænke ejerens råderet over den, eksempelvis en færdselsret, der tilkommer en anden eller en regel for grundens bebyggelse.

Skøde

Det dokument, der overdrager ejendomsretten fra sælger til køber. Skødet skal tinglyses med det formål at registrere købers nye ret over ejendommen, og sikre at sælger ikke disponerer yderligere over ejendommen efter salget.
Læs mere om boligskøde

Sælgers ansvar

En sælger kan alene være ansvarlig for de fejl ved en ejendom, der var tilstede allerede på overtagelsestidspunktet. Udgangspunktet i en bolighandel er, at en sælger af en ejendom hæfter for fejl og mangler ved denne i op til 10 år efter overtagelsen. Under den såkaldte huseftersynsordning kan sælger dog begrænse sit ansvar ved at sørge for udarbejdelse af en tilstandsrapport, at indhente tilbud på en ejerskifteforsikring samt tilbyde køber betaling af halvdelen af denne. Herefter er udgangspunktet det modsatte, nemlig at sælger ikke kan stilles til ansvar for skjulte fejl og mangler.
I de særlige tilfælde hvor sælger specifikt har ydet en garanti mod en bestemt type fejl, er sælger ansvarlig uanset. På samme måde kan det være, at sælger har fraskrevet sig ansvaret for en bestemt type fejl og herefter ikke er ansvarlig, hvis sådanne fejl skulle vise sig. Sælger har ydermere en loyal oplysningspligt. Den indebærer, at kender sælger til et mangelfuldt forhold, men fortier sit kendskab til det, kan sælger være ansvarlig, hvis tilsidesættelsen af oplysningspligten er tilstrækkelig grov.

Sådan køber du bolig

En typisk bolighandel foregår således, at sælger og køber indgår en nærmere aftale om overtagelsen af en ejendom. Alle vilkår som overtagelsesdag, købesum og mange flere nedfældes i købsaftalen. Herefter deponerer køberen udbetalingen, der er en del af købesummen, i sælgerens pengeinstitut og stiller samtidig garanti for betaling af det resterende af købesummen. Der udarbejdes et skøde, som overdrager ejendomsretten til køber. Det underskrives digitalt med NemID af både køber og sælger og anmeldes til tinglysning. Herefter tegnes der eventuelt en ejerskifteforsikring, køber betaler restkøbesummen til sælger, og der udarbejdes en refusionsopgørelse til udligning af de økonomiske mellemværender, der er opstået mellem parterne under handlen.
Læs mere om boligkøbets forløb

Tankattest

Dokument fra producenten af en olietank, der indeholder et godkendelsesnummer og oplysninger om tankens materialer og produktionsår. Oplysningerne er relevante for bl.a. at kunne beregne tankens restlevetid, og hvornår den skal sløjfes.

Testamente

Et dokument hvori man bestemmer, hvad der skal ske med ens efterladte ejendele den dag, man ikke lever længere.

Tilstandsrapport

Rapport over en ejendoms fysiske stand udfærdiget af en særligt godkendt byggesagkyndig. En betingelse for at der kan tegnes ejerskifteforsikring i forbindelse med en ejendomshandel.

Læs mere om tilstandsrapporten

Tingbogsattest

Udskrift af en ejendoms blad i tingbogen, som viser de rettigheder, der er registreret på en ejendom.

Tinglysning

Registrering af rettigheder over en fast ejendom foretages ved tinglysning på ejendommens blad i tingbogen. Formålet er på samme tid at beskytte og offentliggøre rettigheden, som kan være både ejendomsretten, en panteret eller andre mindre, begrænsede rettigheder som færdselsret og lignende, der tilkommer en anden end ejeren. Systemet er digitalt og anmeldelse til tinglysning foregår på domstol.dk/tinglysningsretten.

Tinglysningsafgift

Tinglysning koster et grundgebyr på 1.730,00 kr. (2020) uanset hvilken type rettighed man ønsker tinglyst. Hertil lægges et beløb, der almindeligvis udgøres af en vis procentdel af den beløbsmæssige størrelse af rettigheden. Afgiften for tinglysning af et skøde beløber sig således til 1.730,00 + 0,6% af købesummen.

Vejlaug

Sammenslutning af grundejere med ejendomme der grænser op til en privat fællesvej. Formålet er at sørge for beslutninger vedrørende vedligehold af vejen samt eventuelle forhandlinger og lignende med kommunen. Lauget er organiseret som andre foreninger med et sæt vedtægter og afholdelse af generalforsamlinger.

Ægtepagt

Aftale mellem ægtefæller, der modificerer lovens udgangspunkt om formuefællesskab. Heri kan træffes bestemmelser om særeje, og i forbindelse med særlige gaveoverdragelser mellem ægtefællerne skal der ligeledes oprettes en ægtepagt.