Forældrekøb og videresalg til tredjemand
Avancebeskatning ved videresalg
Et videresalg i fri handel af en ejendom købt som forældrekøb udløser som hovedregel avancebeskatning. Det betyder, at forældrene beskattes af en eventuel opnået fortjeneste i forbindelse med salget. Hvis salgssummen overstiger købesummen, sker der beskatning af differencen mellem de to beløb. Visse tillæg og reguleringer foreskrevet i lovgivningen kan i et mindre omfang formindske avancen. Hovedreglen om avancebeskatning gælder uanset, hvem forældrene videresælger ejendommen til.
Parcelhusreglen – en undtagelse til avancebeskatning
Der eksisterer en undtagelse til den omtalte hovedregel om avancebeskatning, betegnet parcelhusreglen. Det er herefter muligt som boligejer at sælge en ejendom skattefrit, når en række betingelser er opfyldt. Skattefriheden er betinget af, at ejeren reelt har beboet den ejendom, der ønskes solgt. I de situationer, hvor forældre ønsker at videresælge den ejendom, de har erhvervet med henblik på udlejning til deres barn, er det derfor afgørende, hvorvidt ejendommen har tjent som bolig for forældrene i en del af den tid, de har ejet den.
Bopælskrav om reel beboelse
Det er ikke tilstrækkeligt for at opnå et skattefrit salg, at forældrene, eller blot den ene forælder, midlertidigt tager ophold i ejendommen forud for salget. Parcelhusreglen indebærer et krav om reel beboelse. Det betyder, at kravet ikke vil være opfyldt, såfremt forældrene bibeholder deres hidtidige bolig sideløbende med, at de tager midlertidige ophold i lejligheden. Det afgørende spørgsmål er, hvor man reelt set har haft bopæl. Det er derfor heller ikke tilstrækkeligt alene at tilmelde sig folkeregistret med ejendommens adresse.